Gældende fra og med: 21. juli 2021 - Nyheder »
Disse “Forretningsbetingelser” gælder for vores kommercielle transaktioner med dig, herunder dit køb af en hvilket som helst Betalt Tjeneste fra os samt erhvervelse eller indløsning af Kampagnekoder eller Evernote-point (således som disse vilkår er defineret nedenfor). Vi henviser til enhver tjeneste, som vi opkræver et gebyr for, som en “Betalt tjeneste”. Hvis du abonnerer via en “Individuel Konto” (såsom Evernote Plus, Premium, Personal eller Professional), så er du både Kontoindehaver og Slutbruger af en Evernote-tjenestekonto. Hvis du abonnerer via en “Multi-licenskonto” (såsom Evernote Teams), så er Kontoindehaveren den kunde, der har indgået kontrakt med Evernote som defineret i den pågældende aftale, og Slutbrugerne er de personer hvis brugerkonti er knyttet til den pågældende konto. Du bør nøje gennemlæse disse Forretningsbetingelser for at forstå dine rettigheder og ansvar, eftersom disse Forretningsbetingelser udgør en kontrakt mellem dig og Evernote Corporation eller den tilknyttede virksomhed hvorfra du køber den Betalte Tjeneste eller hvorfra du erhverver eller indløser eventuelle Evernote-kampagnekoder eller Evernote-point (vi henviser samlet set til disse som en “Kommerciel Transaktion”). Når du køber en Betalt Tjeneste eller får Evernote-kampagnekoder eller Evernote-point accepterer du, at du er juridisk bundet af disse Forretningsbetingelser. (Se venligst vores forklaring på hvem du indgår kontrakt med under de forskellige omstændigheder i nedenstående afsnit titlen “Hvem indgår jeg kontrakt med?”.) Hvis du ikke accepterer Forretningsbetingelserne kan du beslutte dig for ikke at gennemføre en Kommerciel Transaktion.
Hvis du ikke accepterer Forretningsbetingelserne, så kan du vælge ikke at gennemføre en Kommerciel Transaktion.
Du accepterer at modtage al kommunikation, aftaler og meddelelser elektronisk, som vi leverer i forbindelse med ethvert Evernote-produkt eller enhver Evernote-tjeneste (“Kommunikation”), inklusive via e-mail, sms, meddelelser i appen eller offentliggørelse på Evernotes hjemmeside eller gennem enhver Evernote-tjeneste eller -produkt. Du accepterer, at al Kommunikation, som vi leverer til dig elektronisk, opfylder ethvert juridisk krav om at sådan kommunikation skal være skriftlig.
Vi opdaterer muligvis disse Forretningsbetingelser fra tid til anden. Sørg venligst for at gennemgå disse Forretningsbetingelser før du gennemfører en Kommerciel Transaktion.
Når du vælger at købe en Betalt Tjeneste fra os eller fra en hvilken som helst tredjepartsforhandler og angiver en betalingsform, så accepterer du at: (i) du vil opfylde din forpligtelse til at betale for den Betalte Tjeneste før den dato hvor betalingen forfalder; (ii) alle betalingsoplysninger du giver er korrekte og nøjagtige; (iii) du har ret til at anvende den angivne betalingsmetode; (iv) vi har tilladelse til at opbevare betalingsoplysninger og -metode, herunder alle betalings- og kreditkortoplysninger der er indsendt af dig og af din bank eller af det relevante betalingsnetværk; og at (v) vi eller vores forhandler (i relevant tilfælde) har tilladelse til at debitere dig for den Betalte Tjeneste ved hjælp af den etablerede betalingsmetode og de oplysninger du angiver og som er gemt på din konto fra og med den gældende betalingsdato. Din forpligtelse til at betale og vores rettigheder til at opkræve betaling inkluderer enhver forpligtelse du måtte have til at betale eventuelle skatter eller leveringsomkostninger, der er beskrevet som gældende for det Produkt, du køber. Derudover accepterer du, at du er ansvarlig for eventuelle refunderingsgebyrer til kreditkort samt for eventuelle rimelige opkrævningsomkostninger vi pådrager os som følge af din manglende rettidige betaling.
Du accepterer at betale afgifterne for den Betalte Tjeneste i den valuta, der er angivet af Evernote (eller af enhver forhandler eller betalingsleverandør hvorfra du kan købe den Betalte Tjeneste), når du godkender den Kommercielle Transaktion, og du påtager dig alle risici forbundet med ændringer i værdien for valutaen sammenlignet med andre valutaer. De angivne gebyrer for en Betalt Tjeneste inkluderer moms og kan omfatte visse andre skatter eller leveringsgebyrer eller lignende afgifter, der gælder for dit køb. Hvis skatter eller afgifter der gælder for et køb ikke opkræves af os, så anerkender du, at du alene er ansvarlig for at betale skatten eller en anden sådan afgift. Den kvittering du modtager der afspejler dit køb inkluderer moms (hvis relevant), der opkræves baseret på din placering. Hvis du agter at bruge Tjenesten til erhvervsmæssige formål og ønsker dokumentation, som angiver det nøjagtige beløb der er betalt for moms, så bør du overveje at abonnere på Evernote Teams. Moms specificeres ikke på kvitteringer for nogen af vores andre Betalte Tjenester eftersom disse Betalte Tjenester henvender sig til individuelle forbrugere.
Vores priser for en Betalt Tjeneste inkluderer ingen af de tredjepartsgebyrer du pådrager dig i forbindelse med brug af en Betalt Tjeneste, inklusive, men ikke begrænset til, gebyrer der opkræves af din udbyder af internetadgang, eventuelle gebyrer fra trådløse operatører for mobil- eller datatjenester eller andre tredjeparts-applikationer eller -tjenester, som du anvender når du bruger den Betalte Tjeneste. Du er ansvarlig for at vælge og administrere disse andre tjenester og for at betale gebyrer for sådanne tjenester.
Vi kan fra tid til anden ændre prisen på en hvilken som helst Betalt Tjeneste og tilføje nye gebyrer og afgifter for visse funktioner eller for at afspejle en ændring i de forretningsmæssige eller juridiske regler, men vi giver dig forudgående besked om ændringer i tilbagevendende abonnementsgebyrer. Enhver eventuel forhøjelse af gebyrerne for den samme Betalte Tjeneste vil først gælde når din aktuelle faktureringsperiode udløber, medmindre andet specifikt er angivet i vores meddelelse til dig, og vil hurtigst muligt træde i kraft næste gang du bliver opkrævet betaling for den Betalte Tjeneste. Hvis du ikke accepterer at betale den nye pris eller andre gældende gebyrer, så kan du vælge ikke at forny abonnementet for den Betalte Tjeneste før prisændringen træder i kraft, hvorved annulleringen vil være gældende ved udløbet af din aktuelle faktureringsperiode. Se “Annullering” nedenfor for at få mere information om hvordan du annullerer et abonnement på en Betalt Tjeneste.
Evernote accepterer visse betalings- og kreditkort samt andre former for kontant betaling (f.eks. Paypal-overførsler) som betalingsmetoder for Betalte Tjenester (en såkaldt “Accepteret Betalingsmetode”), med forbehold for procedurerne og reglerne i disse Forretningsbetingelser og i enhver gældende kontrakt med den Accepterede Betalingsmetode. Accepterede Betalingsmetoder kan variere afhængig af land eller af den enkelte Betalte Tjeneste og kan ændre sig fra tid til anden. Når du handler med en Accepteret Betalingsmetode faktureres gebyrerne for din Betalte Tjeneste på eller nær datoen for dit køb. Hvis du køber et abonnement for en Betalt Tjeneste, der fornyes automatisk f.eks. månedligt eller årligt, så accepterer du, at vi kan behandle din Accepterede Betalingsmetode på månedlig, årlig eller anden fornyelsesmæssige basis (baseret på den gældende faktureringsperiode) på eller i nærheden af kalenderdatoen svarende til starten på abonnementet for din Betalte Tjeneste, alt efter hvad der er relevant. Se “Annullering” nedenfor for at få mere information om hvordan du annullerer et abonnement på en Betalt Tjeneste. Derudover accepterer du, at vi har tilladelse til at opbevare og/eller dele information vedrørende dit køb og dine indsendte betalingsoplysninger for at behandle dit køb med finansielle institutioner og betalingsbehandlingsfirmaer (inklusive ethvert institut eller firma vi opkøber i fremtiden), og at vi kan bruge den e-mailadresse du har angivet til at give dig meddelelser og information vedrørende fornyelser og tilbagevendende gebyrer. Hvis dit abonnement på en Betalt Tjeneste startede på en dag, der ikke findes i den efterfølgende måned (f.eks. hvis tjeneste påbegyndte den 30. januar og der således ikke er findes en 30. februar), så behandler Evernote din betaling på eller nær den sidste dag i en sådan måned. (Det er dét vi mener med betaling med automatisk fornyelse.) Se nedenfor for at få mere information om hvad du skal gøre for at ændre din Accepterede Betalingsmetode.
Hvis du befinder dig i et land, der er godkendt til SEPA-betaling, så kan du købe en Betalt Tjeneste fra Evernote via SEPA direct debit. Når du gennemfører dit køb af en Betalt Tjeneste ved hjælp af direct debit trækkes den første betaling fra din bankkonto via det gældende betalingssystem (f.eks. Sofort eller Giropay). Med din oprindelige transaktion bekræfter du ligeledes dit ønske om at dit abonnement på den Betalte Tjeneste skal fornyes i henhold til nærværende Forretningsbetingelser. På tidspunktet for din første transaktion vil du modtage en e-mail med besked om, at det godkendte beløb vil blive debiteret direkte fra din bankkonto på datoen for eller ca. fem arbejdsdage fra transaktionsdatoen. Denne meddelelsen bruges til på forhånd at meddele dig om beløbet og tidspunktet for fremtidige tilbagevendende betalinger via SEPA direct debit. Såfremt en direct debit afvises eller returneres på grund af utilstrækkelige midler på din angivne bankkonto, så kan vi evt. genindsende anmodningen om direct debit fem dage efter den oprindelige forfaldsdato for debitering, og i dette tilfælde modtager du besked herom fem dage i forvejen.
Evernote kan efter eget skøn give dig tilladelse til at betale for visse Betalte Tjenester med fakturaer, der er udstedt af Evernote. Medmindre andet udtrykkeligt er angivet i vores Separate Aftale med dig, så udsteder vi vores faktura på eller kort efter datoen hvor den Betalte Tjeneste købes (og på månedlig, årlig eller anden fornyelsesmæssige basis som beskrevet under “Automatisk fornyelse” ovenfor), og gebyrerne skal betales ved modtagelse af fakturaen. Alle betalinger af fakturerede beløb skal ske i den valuta der er angivet på fakturaen via check, bankoverførsel eller anden elektronisk overførsel til den bank og det kontonummer, der er angivet af Evernote. Enhver faktura der forbliver ubetalt tredive (30) dage efter betalingsdatoen vil blive betragtet som værende forsinket. Eventuelle bankoverførselsgebyrer eller andre lignende gebyrer der opkræves på baggrund af den valgte betalingsmetode er dit ansvar og trækkes muligvis ikke fra det beløb, der er betalt eller skal betales til Evernote.
Evernote kan efter eget skøn give dig mulighed for at købe og/eller betale for visse Betalte Tjenester gennem en autoriseret Evernote-forhandler eller -betalingsleverandør (inklusive eksempelvis en telekommunikationsudbyder eller et marked for mobil-apps). Medmindre andet udtrykkeligt er angivet i en Separat Aftale med dig, så er din forpligtelse til betaling til samt forholdet til en sådan forhandler eller betalingsbehandler en kontraktmæssig sag mellem dig den pågældende sådan tredjepart. Evernote er ikke part i eller ansvarlig for en sådan kontrakt. På trods af at vi vælger vores forhandlere og betalingsbehandlere omhyggeligt og indgår detaljerede aftaler, der pålægger dem forpligtelser vedr. ydeevne (herunder fortrolighed), så kan vi ikke garantere for deres præstation. Vi opfordrer dig til at give feedback om enhver forhandler eller betalingsleverandør som du benytter for at handle med os, eftersom vi værdsætter og bruger kundeinput til at afgøre, om vi vil fortsætte med eller afslutte sådanne forhold. Hvis du har spørgsmål om eller problemer med en forhandler eller betalingsleverandør bedes du kontakte vores kundeserviceteam så hurtigt som muligt. Du er ligeledes velkommen til at kontakte vores kundeserviceteam hvis du søger oplysninger om enhver part, der fungerer som Evernote-forhandler eller betalingsleverandør før du indgår en aftale med den pågældende part.
Evernote kan fra tid til anden, direkte eller gennem en tredjepart, stille tilgængelige gavekort eller kampagnekoder eller kuponer til rådighed, der kan indløses mod en bestemt Betalt Tjeneste i en fastlagt periode (individuelt hhv. en “kampagnekode” og samlet “kampagnekoder”), eller som kan ombyttes til Evernote-point som beskrevet detaljeret nedenfor. Vi bruger begrebet “Kampagneabonnement” til at beskrive det specifikke abonnement på en Betalt Tjeneste, der er indgået vha. en Kampagnekode, samt udtrykket begrebet “Kampagneperiode” til at beskrive varigheden af et Kampagneabonnement. En Kampagnekode kan specificere en udløbsdato (“Udløbsdato”), hvorefter en sådan Kampagnekode ikke længere er gyldig. Evernote er ikke på nogen måde forpligtet til at acceptere en udløbet eller på anden måde ugyldig eller annulleret Kampagnekode. Kampagnekoder har ingen kontantværdi og kan ikke overføres medmindre dette udtrykkeligt tillades af Evernote. Evernote er ikke forpligtet til at yde nogen som helst kompensation i forbindelse med en Kampagnekode.
For at få et Kampagneabonnement skal du være en registreret Kontoindehaver af Evernote-tjenesten, benytte registrerings- eller indløsningsprocessen og ligeledes opfylde samtlige kvalifikationskrav, der er angivet af Evernote i forbindelse med Kampagnekoden. Efter afsluttet Kampagneperiode skal du betale de på det pågældende tidspunkt gældende gebyrer for den Betalte Tjeneste for at fortsætte med at bruge en sådan Betalt Tjeneste.
Hvis du allerede abonnerer på en Betalt Tjeneste når du modtager en Kampagnekode, så har du stadig tilladelse til at bruge Kampagnekoden så længe du opfylder kvalifikationskravene. Eftersom din konto allerede har et aktivt abonnement på den Betalte Tjeneste, så kan der dog være begrænsninger forbundet med betalingsmetoden, der forhindrer dig i at benytte Kampagneabonnementet indtil abonnementet for din Betalte Tjeneste er udløbet. I sådanne tilfælde kan du vælge en af følgende måder at bruge Kampagnekoden på: (1) anvend straks Kampagnekoden for at modtage Evernote-point, der (som beskrevet nedenfor) senere kan benyttes til at få et Kampagneabonnement eller til at opnå andre kvalificerede belønninger; (2) overfør koden til en ven eller et familiemedlem (hvis Kampagnekoden kan overføres); (3) opret en ekstra konto for Evernote-tjenesten til dig selv og brug Kampagnekoden til den pågældende konto; eller (4) vent indtil abonnementet for din Betalte Tjeneste er udløbet og din konto er blevet omdannet til Evernote Free før du indløser Kampagnekoden (vær opmærksom på at du ikke overskrider Kampagnekodens udløbsdato). Med visse betalingsmetoder kan vi muligvis midlertidigt stoppe abonnementet på din Betalte Tjeneste således at du straks kan drage fordel af det Kampagneabonnementet. I sådanne tilfælde genstartes abonnementet på din Betalte Tjeneste automatisk efter Kampagneperioden, og forudsat at du tidligere har accepteret automatisk fornyelse af dit abonnement vil din Accepterede Betalingsmetode ligeledes blive opkrævet jf. tidligere indgået aftale. Se “Annullering” nedenfor for at få mere information om hvordan du annullerer et abonnement på en Betalt Tjeneste.
Medmindre du har en separat kontrakt med Evernote, der tillader dig at distribuere Point eller Kampagnekoder, så er det forbudt at sælge eller på anden måde distribuere eller overføre Point eller Kampagnekoder. Evernote forbeholder sig retten til at annullere eventuelle Point eller Kampagnekoder, der er blevet udstedt eller distribueret på et forkert grundlag, og vi er på ingen måde forpligtet til at yde dig kompensation for sådanne Point eller Kampagnekoder. Hvis en Kampagnekode er blevet distribueret til dig af en tredjepart (for eksempel i forbindelse med en kampagne fra tredjepart), så har Evernote intet ansvar overfor tredjepartsprodukter eller -tjenester der leveres eller for markedsføringskrav eller reklametilbud fremsat af tredjepart. Evernote er på ingen måde forpligtet til at give dig nogen som helst kompensation eller til at ændre Kampagneabonnementet eller Kampagnekravene i forbindelse med eventuelle Kampagnekoder du har modtaget fra tredjepart, som har handlede på et forkert grundlag.
Evernote kan fra tid til anden enten direkte eller via tredjepart stille Evernote-point til rådighed. Med Evernote-point kan vores brugere få øget fleksibilitet til at tilpasse Evernote-oplevelsen. Evernote-point kan indløses for at opnå en speciel funktion eller en kampagnevare, der tilbydes af Evernote og angives som værende tilgængelige for køb med Evernote-point (et såkaldt “Point-køb”). Evernote-point kan ligeledes bruges som såkaldte tokens eller kreditter i forbindelse med et Kampagneabonnement eller et andet tilbud eller kampagne, med forbehold for gældende vilkår (et “Point-bytte” og sammen med et Point-køb under betegnelsen “Point-transaktion”). Antallet af Evernote-point der kræves for at fuldføre Point-transaktioner fastlægges udelukkende af Evernote og kan ændres fra tid til anden uden forudgående varsel herom. Vilkårene og betingelserne for at fuldføre Point-transaktioner er beskrevet her og kan ændres i forbindelse med bestemte varer, der er tilgængelige i forbindelse med et Point-køb eller et Point-bytte. Evernote-point som tildeles din konto kan kun indløses i forbindelse med Point-transaktioner via din konto, og Evernote-point der er knyttet til flere konti kan ikke kombineres med en Point-transaktion; heller ikke selvom disse konti tilhører eller kontrolleres af dig. Du kan få overblik over antallet af Evernote-point på din konto ved at besøge siden Evernote-point under dine kontoindstillinger på Evernote-hjemmesiden.
Hvis Evernote-point udstedes til dig i bytte for en Kampagnekode, så er antallet af udstedte Evernote-point tilstrækkeligt til at gøre brug af det Kampagneabonnement, der er knyttet til den pågældende Kampagnekode. Evernote-point kan udstedes med en udløbsdato, hvorefter de er ugyldige. Evernote-point der er opnået i bytte for en Kampagnekode med en udløbsdato udløber automatisk og vil blive annulleret, enten atten (18) måneder efter de er blevet føjet til din konto eller på den oprindelige Udløbsdato for Kampagnekoden, afhængig af hvilken dato der indtræffer senest. Se vores artikel under Hjælp og indlæring med titlen “Hvordan optjener og bruger jeg Evernote-point?” for at få forklaret de alternative måder hvormed du kan optjene og bruge Evernote-point. Du kan anvende Evernote-point til en betalt Evernote-tjeneste som en Opgraderingskode var beregnet til, eller i nogle tilfælde anvende dine Evernote-point på et eller flere andre værdiprodukter, tjenester eller -funktioner. Evernote-point har ingen kontantværdi, kan ikke ombyttes til et kontantbeløb og kan ikke overføres, ligesom de kan være underlagt en udløbsdato, hvorefter sådanne Evernote-point er ugyldige (de vil dog ikke udløbe før udløbsdatoen for en Opgraderingskode eller en anden vare de er blevet udvekslet for). Evernote er ikke forpligtet til på nogen måde at acceptere eller yde kompensation for udløbne Evernote-point. Hvis vi har velbegrundet mistanke om at du har erhvervet eller forsøger at bruge Evernote-point på en ulovlig måde, så forbeholder vi os retten til at annullere de pågældende point.
Hvis du vælger at anvende dine Evernote-point til betaling af gebyrer for en Betalt Tjeneste, så skal du betale de på det angivne tidspunkt gældende gebyrer for den Betalte Tjeneste ved afslutning af Kampagneperioden for at kunne fortsætte med at bruge den Betalte Tjeneste. Hvis du betaler for en Betalt Tjeneste eller for et andet abonnement på det tidspunkt, hvor du beder Evernote om at anvende Evernote-point til betaling af abonnementsgebyret, så anvender vi dine Evernote-point på alternative måder afhængig af din betalingsmetode for det pågældende abonnement. Se vores artikel under Hjælp og indlæring med titlen “ Hvordan optjener og bruger jeg Evernote-point?” for at få forklaret de alternative måder hvormed Evernote-point indløses i forbindelse med en nuværende Betalt Tjeneste. Afhængig af den vare der er købt med Evernote-point kan du blive opkrævet særskilt betaling for moms, skat, forbrugerafgifter eller lignende afgifter, der opstår i forbindelse med et sådant køb.
Belønninger der er opnået ved hjælp af Evernote-point kan ikke overføres. Hvis en vare du modtager i forbindelse med et Point-køb returneres til Evernote og en refundering er tilgængelig i henhold til salgsbetingelserne eller den gældende lovgivning, så returneres de Evernote-point der blev brugt som betaling for det pågældende Point-køb til din konto med forbehold for udløbsdato eller andre gældende vilkår og betingelser for Point-køb. Evernote vil under ingen omstændigheder refundere dig for den del af et køb, der er betalt med Evernote-point. Når Evernote-point der er knyttet til din konto benyttes i en Point-transaktion, så anser Evernote at du har gjort brug af den pågældende Point-transaktion eftersom brugernavnet og adgangskoden til den gældende konto er påkrævet for at fuldføre Point-transaktionen. Som følge heraf vil Evernote ikke erstatte Evernote-point når de først er blevet anvendt, ligesom Evernote ikke er ansvarlig for sådan brug, ej heller selvom du hævder, at sådan brug var uautoriseret.
Evernote godkender ikke brugen af Evernote-point til at opnå noget produkt, nogen tjeneste eller andre ting fra nogen anden part end Evernote, og Evernote giver ingen tredjepart kompensation eller værdiposter på baggrund af eventuelle Evernote-point du måtte give til en sådan tredjepart. Evernote forbeholder sig ret til, fra tid til anden, at indføre begrænsninger for brugen af Evernote-point inklusive, men ikke begrænset til, det maksimale antal Evernote-point der bruges i Point-transaktioner i en hvilken som helst periode, samt det maksimale antal Evernote-point der kan akkumuleres på kontoen for din Evernote-tjeneste.
Evernote forbeholder sig retten til uden varsel at udføre følgende handlinger såfremt vi finder ud af at Evernote-point, der blev brugt i en Point-transaktion, er blevet opnået på et ulovligt grundlag eller er ugyldige: (i) modregne værdien af alle varer, produkter eller tjenester der er opnået via en sådan Point-transaktion mod ethvert beløb som Evernote skal betale til dig; (ii) fakturere til en kreditkortkonto der er registreret på din konto eller fakturere dig værdien af alle varer, produkter eller tjenester, der er opnået i en sådan Point-transaktion; og/eller (iii) gøre brug af en hvilken som helst anden refunderingsmetode der er tilladt i henhold til gældende lovgivning. Hvis du modtager en faktura for betaling fra Evernote på baggrund af brug af ugyldige Evernote-point, så accepterer du at straks skal betale det påkrævede beløb inden for 30 dage efter modtagelsen af en sådan faktura. Hvis kontoen for din Evernote-tjeneste er deaktiveret eller lukket, så mister du alle rettigheder vedrørende de Evernote-point, der tilskrives din konto, og du mister og frasiger dig ligeledes retten til at kræve kompensation fra Evernote i forbindelse med en sådan deaktivering eller lukning.
Du er ansvarlig for at sikre dig, at dine kontooplysninger inklusive din e-mailadresse og samtlige betalingsoplysninger (adresse, betalings- eller kreditkortnummer og udløbsdato) er korrekte og opdaterede. Du kan når som helst ændre disse oplysninger. Hvis du er en Individuel Kontoindehaver kan du logge på din konto via Evernote-hjemmesiden og få adgang til din “Kontooversigt” via siden Indstillinger hvor du kan foretage ændringerne. Kunder med en Multi-licenskonto kan ændre betalingsoplysninger som beskrevet i deres aftale.
Hvis du ikke er Kontoindehaver men blot kontrollerer betalingsmidlerne for kontoen for en Betalt Tjeneste og ønsker at foretage ændringer i betalingsmetoden, så bedes du give os besked herom ved at kontakte kundeservice og på tilfredsstillende vis bevise, at du er autoriseret til at gøre brug af den betalingsmetode, der anvendes for den Betalte Tjeneste.
Hvis dit kreditkort udløber eller oplysningerne på anden måde er ugyldige, eller hvis du eller en anden part, der kontrollerer betalingsmetoden, foretager ændringer på din faktureringskonto for tæt på det tidspunkt hvor vi opkræver betaling for et abonnement på en Betalt Tjeneste (således at vi dermed ikke med rimelighed kan nå at foretage ændringerne før fakturering), så vil vi sandsynligvis ikke være opmærksom på ændringen/ændringerne og vil derfor fakturere de aktuelle gebyrer til det kort, vi har registreret. Ved at fortsætte abonnementet for din Betalte Tjeneste giver du os tilladelse hertil, og du er fortsat ansvarlig for eventuelle ikke-opkrævede beløb og/eller gebyrer du eller vi pådrager som følge af fakturering til et ugyldigt kort.
Du kan til enhver tid vælge at annullere en Betalt Tjeneste. Enhver annullering af en Betalt Tjeneste vil være gældende fra og med afslutningen af den aktuelle faktureringsperiode og er underlagt vores Politik for refundering, med undtagelse af opgradering for en Betalt Tjeneste som beskrevet nedenfor.
Hvis du ønsker at opgradere dit eksisterende abonnement på en Betalt Tjeneste til et dyrere niveau af en Betalt Tjeneste, og hvis du har købt din nuværende Betalte Tjeneste direkte fra Evernote (og ikke fra en forhandler eller betalingsleverandør), så vil Evernote give dig tilladelse til at annullere dit nuværende abonnement på din Betalte Tjeneste før slutningen af abonnementsperioden. I så fald modregner Evernote den beregnede saldo for dine forudbetalte abonnementsgebyrer mod det oprindelige abonnementsgebyr for den nye Betalte Tjeneste, forudsat at der ikke gives nogen refundering for beløb, der overstiger det oprindelige abonnementsgebyr for den opgraderede Betalte Tjeneste. Hvis du har købt en Betalt Tjeneste via en forhandler eller betalingsleverandør skal du muligvis kontakte forhandleren eller betalingsleverandøren for at bede dem behandle din anmodning om annullering, eftersom Evernote muligvis ikke har mulighed for at behandle annulleringen for dig. Bemærk at dette også er gældende når du opgraderer fra én Betalt Tjeneste til en ny Betalt Tjeneste.
Hvis du ønsker at opsige dit abonnement på den betalte Evernote-tjeneste ved udgangen af den aktuelle faktureringsperiode, så kan du gøre dette ved at logge ind på din konto via Evernote-hjemmesiden og herfra gå til din “Kontooversigt” via Indstillinger-siden og derefter vælge “Annuller abonnement”. En Evernote Multi-licenskonto kan kun lukkes i henhold til vilkårene i din aftale. Hvis du deltager i et prøveperiodetilbud, der giver dig mulighed for at bruge en Betalt Tjeneste uden beregning og den pågældende prøveperiode endvidere konverteres til en Betalt Tjeneste når den udløber, så skal du annullere den Betalte Tjeneste før prøveperiodens afslutning for at undgå at der opkræves gebyrer for den Betalte Tjeneste. Hvis du deltager i en prøveperiode og bruger flere kontolicenser end det maksimalt tilladte antal uden beregning i en sådan prøveperiode, så vil du blive opkrævet betaling for disse overskydende licenser.
Hvis du er autoriseret juridisk repræsentant for en afdød eller juridisk handikappet person eller for en juridisk enhed, der formelt er blevet opløst eller på anden måde ophører med at være autoriseret til at handle for hans, hendes eller dens egen regning (uden mulighed for genoptagelse), og du ønsker at annullere et nuværende abonnement på en Betalt Tjeneste for en sådan person eller enhed, så skal du underrette os herom i henhold til kravene i Servicevilkårene (under “Hvordan kan jeg sende en meddelelse til Evernote?”), ligesom du skal identificere den pågældende konto og anmode om annullering af den Betalte Tjeneste. Vi vil annullere abonnementet på den Betalte Tjeneste såfremt du på tilfredsstillende vis kan demonstrere såvel din juridiske myndighed til at handle og være juridisk ansvarlig for en sådan person eller enhed, som din evne til at bekræfte detaljerne i den betalingsmetode der anvendes til en sådan Betalt Tjeneste.
Vi kan annullere ethvert abonnement på en Betalt Tjeneste du har købt, såfremt du ikke betaler de gældende abonnementsgebyrer og eventuelle gældende skatter fuldt ud og i rette tid i henhold til nærværende Forretningsbetingelser eller enhver aftale med en tredjepartsforhandler eller betalingsleverandør. Manglende betaling opstår i enhver situation, hvor Evernote ikke har modtaget rettidig betaling, herunder tilfælde hvor en kreditkortudsteder eller betalende bank nægter at overføre de beløb, der forfalder til betaling, eller hvor den forhandler eller betalingsleverandør du har indgået kontrakt med underretter os om din manglende betaling. Vi kan efter eget skøn vælge ikke at annullere et abonnement på en Betalt Tjeneste med det samme på baggrund af manglende betaling. I tilfælde heraf er du fortsat ansvarlig for de gebyrer, der skal betales i løbet af det pågældende abonnement. Endvidere gælder det, at hvis du ikke betaler for en Betalt Tjeneste, så kan vi vælge at suspendere dine rettigheder til at bruge den pågældende Betalte Tjeneste, ligesom vi kan ændre den type rettigheder du har til en ikke-betalt version af Tjenesten. Vi bestræber os på straks at give dig besked om en manglende rettidig betaling til os, men vi er ikke forpligtet til at gøre dette.
Ud over de offentliggjorte gebyrer for en Betalt Tjeneste, så accepterer du at betale alle rimelige omkostninger vi pådrager os for at opkræve ubetalte eller forfaldne beløb, inklusive rimelige advokatsalærer og andre relaterede omkostninger. Forsinkede betalinger påskrives en månedlig rentesats på 1% eller den højeste tilladte sats jf. gældende lovgivning, alt efter hvilken af de to der er mindre, gældende fra forfaldsdatoen og indtil fuld betaling.
Hvis du køber et abonnement på en Betalt Tjeneste med et kreditkort og derefter beder din kreditkortudsteder om at tilbageføre den pågældende betaling, så opkræves Evernote et gebyr, der kan udgøre et betydeligt multiplum af det beløb, vi oprindeligt modtog. For at give dig mulighed for at betale relativt mindre gebyrer med et kreditkort, så anerkender og accepterer du, at vi forbeholder os ret til at suspendere din mulighed for at tilføje yderligere indhold til kontoen for din Evernote-tjeneste indtil du refunderer os beløbet svarende til det gebyr vi blev opkrævet af kortudstederen.
Som beskrevet i vores Servicevilkår vil du, hvis du køber en Betalt Tjeneste af os, indgå en kontrakt med en af flere Evernote-tilknyttede virksomheder baseret på din geografiske placering. Disse bestemmelser vedrørende kontraktens parter og lovgivning gælder fortsat for vores kontrakter om Evernote-tjenesten, samt hvis du erhverver eller indløser et Evernote-gavekort eller Evernote-point (inklusive eventuelle Point-transaktioner). Hvis du vælger at betale en tredjepartsforhandler eller et betalingsleverandørfirma for en Betalt Tjeneste, så gælder kontrakten vedrørende din betaling for en sådan tredjepart, men den pågældende tredjepart er ikke autoriseret til at give dig kontraktmæssige betingelser eller andre forsikringer, der påvirker Evernotes forpligtelser i forbindelse med levering af den Betalte Tjeneste. Vores forpligtelser over for dig er underlagt Servicevilkårene, vores Politik om beskyttelse af personlige oplysninger, nærværende Forretningsbetingelser og, hvis relevant, Teams-aftalen.
I tilfælde af uoverensstemmelse(r) gælder den engelske version.